Skilsmisse | Fællesbo

I Danmark er det mere end 30.000 ægtefæller som hvert år inddrages i en skilsmisse. Hertil kommer antallet af separationer som anslås at være på omkring 10.000 årligt og ikke mindst antallet af samlivsophør, som der ikke findes tal på. Rundt regnet er det næsten 1 % af befolkningen som hvert år inddrages i et opbrud af samliv. På denne side vil vi bringe de mest relevante juridiske aspekter ved skilsmisse, separation og samlivsophør.

Formuefællesskab

Ved indgåelse af et ægteskab eller registreret partnerskab, vil det økonomiske udgangspunkt være, at der indtræder et formuefællesskab. Altså at de respektive parters pågældende aktiver, med visse undtagelser, bliver en del af det samlede formuefællesskab jf. RVL § 15, stk. 1. Formuefællesskab har sin effekt under ægteskabet, hvorfor at man har en pligt til at råde forsvarligt over hvad end der en del af fællesejet jf. RVL § 17. Under ægteskabet gælder også en særråden over de aktiver man selv har indbragt i formuefællesskabet, og ligeledes regler der har til hensigt at modvirke en eventuel uforsvarlig råden over disse jf. RVL §§ 18-20 jf. RVL § 25.

Det automatisk indtrædende formuefællesskab har selvfølgelig sin største betydning når man skal skilles, hvorefter princippet om ligedeling finder anvendelse jf. RVL § 16, stk. 2, – såfremt der ikke ved ægtepagt er aftalt særeje eller måtte være aftalt en gyldig bodelingsaftale forinden.

I dansk ret kræver det således handling, i modsat til tysk ret hvor der er automatisk særeje, såfremt man ikke ønsker at formuefællesskabets ligedelingsprincip skal finde anvendelse ved ægteskabets ophør.

Ægtefæller har således kun ganske få muligheder for at modificere formuefællesskabet som værende udgangspunktet. Det mest hyppige eksempel er oprettelse af en ægtepagt, hvorved parterne kan aftale hvorledes formuen skal fordeles f.eks. i tilfælde af skilsmisse, altså kan der således aftales et skilsmissesæreje for udvalgte aktiver jf. RVL § 28, stk. 1. Set udefra kan det virke ganske uromantisk og formelt, at foretage sådanne aftaler før og under et velfungerende ægteskab. Det strider mod selve grundtanken om et ægteskab, som burde vare til ‘døden os skiller’, at man allerede ved starten udfærdiger et dokument der tager højde for den økonomiske fordeling, såfremt ægteskabet ikke holder. Sidstnævnte kan måske forklare hvorfor, at bodelingsaftaler forinden en forestående skilsmisse i stigende grad bliver brugt til, på måske hensigtsmæssig vis, at sørge for at fordelingen stemmer overens med familiens specifikke konstellation, aktivmasse, særbørn osv. Dog kan man mene at denne sene stillingtagen til fordelingen, når skilsmissen netop er så nær, kan få visse uhensigtsmæssige resultater, hvilket retspraksis også afspejler.

Bodelingsaftaler

Bodelingsaftaler er aftaler der indgås ægtefællerne imellem ved en aktuel skilsmisse vedrørende deling af boet. Såfremt disse aftaler indgås i forbindelse med en aktuel separation eller skilsmisse, er det klare udgangspunkt at disse er gyldige jf. RVL § 29.

En bodelingsaftale kan indeholde afkald på visse af de i bodelingen hørende aktiver, altså den specifikke kvantitative såvel som kvalitative fordeling af økonomien – hvad bosloddet bliver for ægtefællerne. En indgået bodelingsaftale er som altovervejende hovedregel gyldig, men kan erklæres ugyldig efter Ægteskabslovens § 58 og de aftaleretlige ugyldighedsregler jf. AFTL §§ 30 -36. Det interessante er derfor hvilke eventuelle momenter der kan antages at påvirke gyldigheden af af en bodelingsaftale og hvilke hensyn der er på spil. Førstnævnte undtagelse til denne umiddelbart store mulighed for aftalefrihed er Æ1 § 58, stk. 1, hvori at ovennævnte aftaler ved dom kan ”ændres eller erklæres uforbindende, såfremt den skønnes at urimelig for den ene ægtefælle på tidspunktet for dens indgåelse”.

Sidstnævnte bestemmelse i ægteskabslovgivningen er et udtryk for et af aftalelovens grundprincipper om ugyldighed jf. AFTL § 36, stk. 1. Det kan herfor konstateres at den første
undtagelse til hovedreglen om aftalefrihed jf. RVL § 29, må siges at være den pågældende aftales rimelighed, set i lyset af de respektive ægtefællers forskellige situationer, forståelse af indhold samt økonomiske forhold på det tidspunktet for dens indgåelse jf. Ægteskabslovens § 58. Ægteskabslovens § 58 har i og for sig absorberet de aftaleretlige bestemmelsers tilstedeværelse indenfor dette område – og AFTL § 36 bliver derfor i højere grad benyttet i sager om indgåelse af ægtepagter, og forholdene efter en aftales indgåelse.

Vurderingen af en aftales rimelighed indeholder rigtig mange aspekter og mange interessante overvejelser. Var den ene part klar over fravigelsen af lighedsprincippet? Vidste personen at man frasagde sig et potentielt større boslod ved at indgå en sådan aftale? Var den pågældende så følelsesmæssigt påvirket, at denne ikke kunne forstå konsekvensen af aftalen og dennes betydning for personens fremtidige økonomiske situation? Gældende fra d. 1. marts 2012 er det nu skifterettens opgave at behandle sådanne sager mellem ægtefællerne vedrørende tilsidesættelse, ændring eller fortolkning af ægtefællernes bodelingsaftaler jf. ÆFSL § 2, stk. 2, nr. 2.